Mod Rom på én cylinder:

Undertegnede BSA medlem nr. 23 (Poul Petersen) drog igen mod Italien til internationalt BSA-træf. Dansk BSA-klub har i øvrigt det til fælles med andre, at ud af rigtig mange medlemmer er kun få aktive omkring arrangementer. Der var 15 danske deltagere.

 

Indledningsvis kan anføres, at BSA-klubber i forskellige lande efter tur arrangerer et årligt træf hvor alle BSA-klubber inviteres. Dette var det 39. i rækken. Jeg vil gerne deltage i alle, der kommer. Det forholder sig dog således, at flere lande holder træffet i august. Her kan jeg ikke deltage, da min sommerferie hvert år er forudbestemt til at være i juli. Året 2002 gjaldt altså Italien. Næste år er det i Sverige i august.

Begivenheden her foregik lidt uden for byen Tarquinia, der er midtpunkt for et af de steder, hvor etruskerne fra ca. 700 til ca. 400 før vor tidsregning havde højkultur og hvor de til dels havde magten i Rom. Spor fra dem var over alt. Stedet ligger ca. 100 km nordvest for Rom.

 

Tanken om at tage afsted:

De omtalte træf planlægges af klubberne flere år i forvejen. De næste 10-11 stk. er aftalt.

På et eller andet tidspunkt luftes i BSA-bladet, at tidspunket for tilmelding er ved at være op over. Vi taler om det indbyrdes. Motorcyklerne er mestendels fra 50-erne og 60-erne og der med mellem 40 og 50 år gamle. Hvem vil med, skal turen ned gennem Tyskland tages med tog, skal vi evt. tage hele vejen over alperne i tog, skal man tage en trailer bag på bilen med cyklerne eller andet og så tage hele familien med på en større ferie eller skal man simpelt hen tage MC-en via landevejen hele vejen ned og hjem ?

Viggo Rasmussen, Kolding, Teddy Sztuk, Felsted og undertegnede fra Nordborg valgte at tage turen ad landevejen hele vejen ned. Viggo på Road Rocket 650 cc fra 1954 (40 HK), Teddy på helst sin lille encylindrede 350 cc  B 31 fra 1953 (16 HK) og undertegnede på 350 cc  B 32 Gold Star fra 1955 (nærmere omtale senere). Viggo slog på, at vi højst måtte køre 100 km/time. I øvrigt aftaltes, at hvis en fik havari af en vis størrelse, skulle vedkommende klare sig selv og de andre fortsætte.

Teddy har en del børn og de vil gerne med på længere ture. Det var nu datteren Esters tur. Hun er 14 år. Teddy var så meget realist, at han besluttede kørsel på sin 30 år gamle BMW R 60/5. Kassel-bakkerne og ikke mindst alpepassene truede jo for ude. Så ville han tage de drillerier, det kunne give. I øvrigt kom Teddy i tanker om et lille bi-problem. Midt i træf-ugen, nærmere betegnet d. 10/7 havde han som den yngste blandt os tre 50 års fødselsdag. Nå; men han besluttede sig nu for at tage af sted alligevel.

 

Jeg skal have solgt idéen til mine nærmeste:

På et eller andet tidspunkt skal husets frue indvies i idéen. Hun hedder Lene og er over hovedet ikke interesseret i at deltage i sådan noget. ”Hvad med at arbejde lidt i haven i stedet for ?”. Det ville dog være halsløs gerning. Der er ikke bare ét ukrudt noget sted og ikke ét græsstrå står skævt. Lene har fået den mærkelige idé, at hvis jeg skal på større ture og som koster en del penge, er betingelsen, at hun skal have netop så meget til sine private forehavender som turene har kostet. BSA-træff i England 1993, Italien i 1995, Norge i 1997, Isle of man i 2000, BSA Summercamp i Danmark i 2000, samt dette her giver hende en slat. Jeg fik lov !!

Lene er i virkeligheden ret nøjsom. Hendes såkaldte ”Grå kasse” har i flere omgange været ved at springe i luften af overtryk. Hun linder så lidt på trykket ved at købe alt muligt fornuftigt til vores hjem. Det hele viser sig på længere sigt ikke at være så galt. Jeg sagde i øvrigt spøgende til Lene, at hvis BSA-en går til på vejen ned kommer jeg hjem med fly og tager BMW-en i andet forsøg.

Forberedelsen:

Nu skulle det jo gerne gå godt med det hele. En god forberedelse må være en god begyndelse.

Det er sådan, at jeg godt kan lide at eksperimentere. Sidste år konstaterede jeg, at det store plejlstangsleje var ikke for godt. Det er af typen med ruller i bur og egentlig udmærket; men sikkert med mange år på bagen. Jeg fik cyklen i 1980 og det er aldrig blevet skiftet. Det har også vakt min opmærksomhed, at glidelejer faktisk er uopslidelige. I stedet for at købe nyt rulleleje lavede jeg sidste år krumtappen om, så det ovennævnte plejlleje ændredes til et glideleje. Det skete op til Summercamp sidste år. Cyklen ændredes til 350 cc fra 500 cc da jeg indledningsvis ikke ville gå for hårdt til værks på systemet.

 

Tekniske ændringer med relation til denne tur:

1.      Plejllejet udskiftedes med et originalt rulleleje, som jeg havde liggende. Jeg turde ikke andet.

2.      Maskinen lavedes om til 500 cc således:  350 cc topstykket bibeholdes, en 500 cc cylinder monteres samt et fladt 500 cc stempel fra en ældre maskine. Det betyder at pindhøjden passer og det flade stempel i det ”lille” topstykke giver passende kompression. Da vi kun skulle køre 100 km/time ændrede jeg ikke nogen ved karburatoren ud over at hæve nålen i nåledysesystemet et hak.

3.      Kædehjulet på krumtappen ændredes fra 18 til 21 tænder. Den højere gearing giver en mere behagelig kørsel og lader sig fint anvende ved den relativ lave hastighed.

4.      Der blev sat kåbe på. Vindmodstanden reduceres en hel del. Et venligt medlem fra den lokale nordalsiske MC-club ”MC-Kæden” forærede mig faktisk en fin ældre Gösta Jensen helkåbe. Den blev pænt malet og monteret. Dog var det problematisk med lygten. Jeg søgte efter løsning alle steder. Gösta Jensen på internette kunne ikke findes. Jeg fandt faktist en passende parabol i programmet i Max´s MC.´s katalog. Den var umulig at montere direkte. Løsningen viste sig i form af gammel Nimbus- militær lygtekrans. Den klippedes til med en bliksaks og en holdetap øverst slagloddedes i. Skruesystem nederst etableredes. Velvillig indstilling fra en medarbejder på en større nordalsisk fabrik betød en fin fornikling af kransen. Den encylindrede maskines vibrationer forårsagede imidlertid, at kåben gik i resonans med cyklen så den vippede faretruende op og ned ved netop 100 km/time. Jeg måtte lave hele ophænget om. På lossepladsen fandt jeg nogle udmærkede gummiophæng fra en køleskabskompressor. Disse monteredes rundt omkring sammen med de ændrede beslag. Systemet blev perfekt.

5.      Cyklen er født med 6 volt elanlæg. Det er ændret til 12 volt dog uden at effekten er forøget. Elspecialist Hr. Schnabel fra København (kendt i branchen) var behjælpelig med en 35 / 35 W halogenlyspære. For at mindske tab i elsystemet blev strømforsyningen til forbrugsstederne ført direkte gennem relæer, der så fik styrestrøm fra kontakterne på styret. Lyset blev fint. Relæerne placeredes i lygtehuset, der blev gummiophængt i et par såkaldte ”hardy-skiver”. Ærgerligt ville det være om vibrationerne fik gjort kål på elsystemet.

6.      Nyt fordæk og ny slange monteredes. Det gamle system havde det med at tabe luft.

7.      Prøvekørsel viste, at alt nu var godt. Lene mente nu også, at det havde taget hele vinteren.

 

Nærmere optakt:

Jeg bemærker, at tilmeldingssystemet til træffet ikke fungerer som normalt. Et opkald til rallysekretær Bendt fra Ry giver, at Italienerne helt har glemt danskerne. Sekretæren har taget tilmeldingsformularer fra den engelske klubs hjemmeside. Vi kan så danne os et billede af programmet. Nogen forudbetaling bliver der ikke tale om. Vi skal blot betale ved ankomsten.

Der var mulighed for ophold i telt, hytter eller bungalows. Teddy og Viggo ville bo i telt. Det besluttede jeg mig faktisk også for.

Vi aftalte følgende rute: Første dag godt ned i Tyskland, næste dag ind ved byen Chur i Svejts og op over Splügenpasset samt videre forbi Lago di Lecco, Milano med anden overnatning ved La Spezia. På tredje dagen med ankomst til træfpladsen midt på eftermiddagen.

Ivan fra Ry meddeler mig, at der er plads hos dem i deres bungalow, om jeg vil være med. Det blev således, at jeg delte stedet med Ivan, Erik, Ivar samt Ivans kone Gurli som han havde fået arrangeret flyrejse til.

 

Afgangen nærmer sig:

Olie, ledninger, ventiler, tænding tjekkes. Der efterspændes, koges kæder, købes en slange, udprintes et ledningsdiagram samt adresseliste (postkort) m.v. Kaskoforsikring med SOS-hjælp nås tegnet dagen før afgang. Desuden samledes en vis mængde udvalgt værktøj.

 

Så skal der pakkes.

Hvordan gør man det ? Ja, jeg har gennem mange år taget på ture. Gennem tiden er der glemt mange ting; men jeg har sørget for a’jourføring af en pakkeliste. Den er efterhånden ret omfattende og indeholdende nok til alle situationer. Særlig kritisk i udvælgelsen er jeg i hvert fald ikke når der er plads nok. Jeg havde rigelig af sokker, skjorter, bukser, håndklæder, shirts, jakker o.s.v. med. For en sikkerheds skyld kom der sovepose, luftmadras luftpumpe, telt, espressokande etc. med. Alt det hele stoppedes i stor Harro Elefantenboy tanktaske, en mega sportstaske samt resten i en sort sæk. Tanktasken monteredes på tanken og resten bag på cyklen med stropper på kryds og tværs.

 

Lille problem:

To dage før afgang fik jeg en byld i rø---. Jeg måtte op på lægehuset. Uanset hvad lægen sagde ville jeg dog tage af sted. Jeg fik noget pilleværk. Det var dog spændende hvad man kunne forvente af det problem.

 

Afgang:

Vi aftalte at mødes ved motorvejens sidste tank inden grænsen til Tyskland kl. 6.30 onsdag d. 3/7. Vi ville så være fremme fredag og tilmed have god tid. Overnatning hos private, som skilter med ”værelser”. Vi enedes om, at Viggo skulle køre forrest. Første tankning på Harburger Berge syd for Hamborg.

Der var strid modvind og Viggo kørte omkring de 125 km/time. Jeg var lidt nervøs for min BSA idet jeg måske skulle have sat en større hoveddyse i karburatoren. Det ville have været at foretrække under de betingelser. Mellem Göttingen og Kassel i bakkerne gav BSA-en op. Røg ud ad alle huller og ingen trækkraft. Det skete midt i et vejarbejde og klods op ad en tilkørsel til motorvejen (lidt held i det). Jeg nåede at give Teddy et praj og de stoppede lidt længere henne. Teddy kom tilbage og hjalp med at skubbe væk ad tilkørselsvejen, over tilhørende bro og frem til modsatte tilkørselsvej hvor cyklen parkeredes op ad autoværnet. Hvad nu !

 

Hvis man ellers er indstillet på det, kan man fylde lidt tobak i piben og sætte sig ned og tænke.

Det gjorde jeg. Det drejede sig nu om at komme hjem at hente et nyt køretøj.

Vejarbejdet gjorde, at lastbilerne kørte forbi i skridtfart. Hvis man nu kunne få cyklen og en selv med den første danske lastbil, så var man da fri for alt det SOS-pis med spild af tid og alt det hele. Jeg kunne regne ud, at vejhjælpen havde nok at gøre i denne ferietid. Blot nede på dette stykke vejarbejde holdt mange biler i røg og damp med kølerhjælmen oppe og en forvirret farmand i cirkelløb omkring køretøjet og skældende ud på de højere magter.

 

Medens jeg sad på autoværnet og spejdede efter en dansk lastbil fik jeg dog skrupler. Hvad nu hvis chaufføren kun ville have mig og ikke cyklen med. Kunne SOS så finde den eller ville den blive stjålet.

Jeg valgte SOS-løsningen:

Fat på motorvejens nødtelefon. Opgive SOS-data og de ville kontakte SOS samt sende en ADAC-hjælp. Klokken var efterhånden 12.30. Jeg ventede 3 timer før en venlig mand fra firmaet ”Schindewolf-Pannen und Abschlepp-Service” dukkede op sammen med en varebil og en trailer.

 

Indtil da holdt jeg hyggesnak med de strandede bilister. Der var en del fra det tidligere DDR samt enkelte af de såkaldte Volgatyskere, der på foranledning af kansler Kohl inviteredes tilbage til Tyskland. Familierne havde været udvandret i over 250 år. DDR-manden mente, at de bare var kommet for at nasse på det tyske sociale system. Han havde så efter hele 50 år i arbejderparadiset ikke forstået princippet bag socialismen.

 

Til sidst kom jeg og BSA-en velbeholdne til SCHINDEWOLFS KFZ-MEISTER-WERKSTATT og lange telefonsamtaler med SOS førte til at jeg modsat bilister kun kunne få en togbillet. Jeg protesterede vildt og inderligt og fik til sidst en bil tilbudt til fortsættelse af ferien. Jeg foreslog SOS at tage bilen direkte til Danmark, så jeg kunne fortsætte til Italien på en anden MC.

SOS har kun aftale mad firmaet Europ-Car. Jeg skulle tage en taxa 150 km ind i Harzen for at afhente bilen. Schindewolf tog en god samtale med SOS og man gik så med til en Avis bil fra Göttingen. Det blev en Mercedes A-klasse (Elgtest-væltepeteren) i CDI-udførelse. Den kørte lige så godt som en benzinbil. De 513 km hjem kørtes med 150 km/time på speedometeret. Der blev brugt 29 liter diesel til 189 kr. Det er over 17,6 km på literen.

Lene blev glad, da jeg kl 23.00 kom hjem. Jeg besluttede at blive hjemme til fredag morgen for så at tage BMW-en.

 

Anden cykel gøres klar:

Der var ikke så meget at lave ved BMW-en. Der var lige det, at udgangsakselen fra bagtøjet til kardanen er repareret. Mangenoten var i sin tid slidt og jeg havde ændret det til noget med at slibe akselen om til en sekskant, der passede til nogle i kardanen indsvejste hoveder til store Unbraco-bolte. Sekskanten var da blevet for lille. Jeg drejede den om til en konus og slagloddede en ny sekskant på. Kort efter forårets tur til ålespisning Hjardemål brækkede dimsen løs og jeg måtte have naboen til at skubbe mig det sidste stykke op ad bakken til mit hjem. Det blev loddet på ny og jeg kunne se af bruddet, at det ikke havde været ordentlig loddet. Jeg havde indtil afgangsdagen kørt i godt en måned. Det var nu igen en sag for superoptimisten at tage af sted med dette system. For en sikkerheds skyld tjekkede jeg lodningen. Det så godt ud. Teddy og jeg havde aftalt, at vi på hjemvejen ville op over Sankt Gotthard-passet med den helt gamle brostensbelagte pasvej. Der er gode stigninger til 1. gear og det giver godt vrid i kardanen. Gad vide om det holder ? Går det galt var der jo igen SOS med måske en Mercedes. Problemer i dagens verden kan vel løses. Om livet er kedeligt ? Det op til en selv.

 

Afgang anden gang:

Udstyret med madpakke og Cola kørte jeg fra Nordborg d. 5/7 kl godt 6 og fik tanket ved grænsen kl. 7.00. Jeg besluttede at køre 120 km/time og burde kunne nå et stykke da jeg nu var alene. 120 km/time betyder i øvrigt 126 på speedometeret. Da tager det nemlig så præcis 5 minutter at køre 10 km. Al kørsel foregik i højre vejbane.

Kl. 19.30 var jeg nået ind i Italien. Motorvejen gennem Østrig kostede 4 euro for en 10 dages vignette og Brennerovergangen kostede 7 euro. Jeg havde kørt mellem 300 og 380 km mellem hver tankning. Der var så Bolzano, Trento, Verona. Ja pludselig er der Verona og man finder ud af, at det faktisk er pjat med indlogering og overnatning. Så skal man have tøj af og på og børste tænder. Jeg var faktisk ikke træt. Det sørger cola og kaffe for. Der var et stykke brød tilbage af madpakken. Videre: Mantova, Modena, Bologna, Firenze og så var det slut med kørsel efter hovedregning. Nå, men til Siena fandt jeg da og så begyndte det at gå langsomt, idet der her fra var almindelig landevej.

Hvad man funderer over under timerne på motorvejen ? Jeg tænker ikke på noget. Ved 120 km/time kan man koble hovedet helt fra. Bare følge ham foran. En overgang begyndte jeg dog at regne på, hvor mange omgange hjulene havde kørt hjemme fra, så på hvor mange gange motorventilerne havde hoppet op og ned (stakkels ventilfjedre), så på det mærkelige i at motorcyklen stadig kører efter så mange timer. Så begyndte jeg at undre på hvorfor jeg ikke var blevet træt. Det må have noget at gøre med at være tændt på en sag. Andre gange kan jeg være ved at falde i søvn efter en time.

Nattens telefonopringning til Viggo og Teddy gav, at træffet ikke var på den oprindelige campingplads. Italienerne havde fundet en billigere. Ingen danskere vidste noget, da vi ikke var med i italienernes infosystem. Jeg skulle videre til Grosseto og mod Montalto di Castro. 6 km efter denne by skulle jeg dreje til højre ved km-sten 102 her efter var der skiltet frem til pladsen. Jeg ringede som aftalt til Teddy, der gelejdede mig til danskercampen. Kl 4.00 efter 1980 km var jeg der. Gennemsnitshastighed 91 km/time.

De lavede kaffe og vi snakkede til kl. 5. De, der ikke vågnede ved snakken, gjorde det nok da jeg med fodpumpen piv-piv pumpede luftmadrassen op. Jeg fik logi i Viggos fortelt.

 

Af kommentarer til nedturen. Tja, man kan nævne:

1.      En campingvogn med for høj fart, der slingrer faretruende men fortsætter med at holde farten. Efter en pause møder jeg den igen hvor den er havnet frontalt i autoværnet.

2.      Flot Audi A 6 turbo diesel, der under fuld acceleration pludselig ryger kraftigt samtidig med at chaufføren gearer ned for at holde farten. Kører ind i nødsporet. Brændt sammen ?

3.       Motorvejskø hvor man kan slange sig lidt frem. Der viser sig en brændende Fiat Uno hvor chaufføren har søgt dækning mod eksploderende benzintank meden han ringer efter hjælp med mobilen. Bilerne incl. undertegnede kører inden om benzinbomben i vished om at det går nok. Venter man til redningsfartøjer kommer, ja så er det over en times ventetid.

4.      Turen fra Bologna til Firenze var en oplevelse. Kl. 2 om natten er der fuld damp på motorvejen. Vejen har 4 spor i retning mod Rom. Jeg kører i anden spor med 120 km/timen. Inden og uden om kører kæmpelastbiler med mindst 130. I ydersporet kører biler tæt på hinanden med mere end 150. Lastbilerne bag ved mig kan ikke overhale hverken uden eller inden om. De kører så helt op til 2 meter fra mig og giver fuld lys og tudehorn. Der er ikke andet at gøre for mig end ud i ydersporet og så følge personbilerne helt til Firenze hvor je skulle bøje af mod Siena. Det er ingen spøg, når det er mørkt og visiret ikke er hvad det har været. Man falder i hvert fald ikke i søvn.

5.      Ellers syntes jeg, at trafikanterne generelt kørte fornuftigt. Det der med at lastbilerne mange steder ikke længere må overhale over længere strækninger er en velsignelse.

 

 

Første dag på pladsen (lørdag):

De fleste danskere var kørt til Hamborg og her fra taget toget til Lörrach ved Basel. Her efter med BSA. Enkelte havde taget MC-en med i varebil. Alle var heldigvis kommet godt frem.

Efterfølgende var simpelt hen en hel uges dejlig ferie. Ivan, Erik og Ivar som jeg skulle bo sammen med i hytten kom om eftermiddagen (lørdag). Gurli (fru Ivan) skulle komme om mandagen. Vi var omgivet af italienske børnefamilier. Det var nu OK.

Det var også rart at hilse på alle andre nationaliteter. Det er forkert hvis man tror, at folk kommer med topgejlede cykler. Tvært imod tyder det på maskiner, der bruges ofte samt på, at det drejer sig om folk, der kan lide at køre. Forbavsende mange kvinder (efter mine forestillinger) er selv kørende på egne MC-er. Den tekniske standard tror jeg er i top. Alligevel er der jo nogle, der reparerer. Det drejer sig oftest om koblinger, dynamoer og magneter. Et enkelt stempel med hul i sås også. Helt unge på egne MC-er ses sjældent. De yngste er nok 40 år, flest er omkring de 50 og flere over 70 år. Der køres ikke meget; men de samme kliker samler sig år efter år. Det er også i orden. Alligevel er næsten alle rundt for at hilse på.

 

 

Generelt:

Hele campingpladsen var dækket af brede flade trækroner fra høje nåletræer. Hver dag var der høj sol og subtropisk klima. Vi kunne sidde under træerne og bælle kaffe øl og vin uden blive generet af regerende sol. Efter behov kunne man tage de 150 meter ud til stranden og bade i det varme Middelhav. Lene kunne i øvrigt ikke forstå, at jeg ikke var blevet brun. Den hvide mand er vel hvid, fordi han skal være hvid.

 

De andre dage: Italienerne havde lavet en plan, der ikke blev holdt. Min dårlige hukommelse gør, at nedennævnte sammenstilling måske rent kronologisk ikke holder vand. Pyt med det.

 

Søndag: Åbningsceremonien. Åbningen foregik ved en BSA sidevognsracer under fuld spektakel samt en tale på godt engelsk holdt af 50 % af den italienske klubs medlemmer. Han hed Mauro (BSA Spitfire 650 cc) og er vist lærer på Roms Universitet. Resten af medlemmerne hedder Georgio (BSA Gold Star 500 cc m.m.) og ejer et speditionsfirma i Genova.

Der var inviteret specielle gæster, nemlig Triumph Rat Club. Rat har ikke noget med rotter at gøre. Det betyder ”Riders Association of Triumph”. De var flinke folk. Engelsk sprog er dog også en mangelvare blandt dem.

 

Mandag: Vi drog 6 personer på studietur til Rom. Togrejser i Italien koster ikke ret meget. Der var 100 km hver vej og togbilletten gjaldt som busbillet hele dagen. Pris for al rejseriet ca. 70 kr pr. næse. Colosseum, Forum Romanum, Peterskirken og hvad der er et must blev set efter. En enkelt pizza og en masse cola og kaffe konsumeredes. Der var over 30 grader i byen. Mærkværdigvis generer det ikke. Shorts og let bluse sammen med gadernes høje bygninger hvor der var skygge på enten den ene eller anden side gjorde den megen spadseren til at holde ud.

Hjemturen med tog var noget af en prøvelse. Det var fyraftenstid (italienerne arbejder længe på grund af lang middagspause) og toget var så fyldt, at vi blev skubbet ind på samme måde som det kendes fra Tokyo i myldretiden. Vi stod klemt op ad udgangs skydedørene. Det var så varmt og fugtigt, at sveden løb ned i øjnene og det sved (derfor hedder sved vist sved). På grund af trængselen var det umuligt at få hænderne op og tørre anigtet af. På et tidspunkt opdagede vi, at de passerede stationer ikke passede med hvad det skulle være. Medpassagerer bekræftede, at den var gal. Vi støg ud på den næste station. Den var dog kun et såkaldt trinbrædt. En kontrol hos en ansat bekræftede, at toget var forkert. Men desværre ville der ikke holde noget andet tog på det lille stoppested. Han fik toget stoppet med sin telefon og åbnet døren med følgende massive protester fra passagererne. Han forklarede roligt om problemstillingen. Alle smilede, vi kom med og stod af ved den næste station hvor et andet tog bragte os til Tarquinia. Her fra ville vi tage en taxa. Der kom bare ingen. Vi ventede og vi var begyndt at indstille os på en 10 km. spadseretur til campingpladsen. Vi så et østrisk ”Folkevognsrugbrød” og spurgte chaufføren om, hvad han skulle have, for at køre os hjem. Han gjorde det og ville ikke modtage betaling. Heldige var vi.

 

Tirsdag: Line up et sted ved navn Vulci. Der var et slot med etruskisk kunst bestående af flot bemalet keramik. Line up betyder, at alle cykler stilles op på række til offentlig beskuelse.

 

Onsdag og Teddys 50 års fødselsdag. Teddy, Ester og jeg tog på MC-tur til Lago di Vico nær den lille by Caprarola hvor Internationalt BSA- træf i 1995 blev afholdt. Vi fik øl, cola og kaffe. Jeg tog en dukkert i det varme ferskvand. Lækkert. Vi afsluttede med en gang lasagne i den nærliggende restaurant. På hjemvejen kikkedes lidt nærmere på nogle af de antikke ækvadukter man ser over alt. Dem vi så fyldte en del i landskabet, men står man oven på dem er de nok  kun 1 meter brede og vandrenden i midten er ca. 30 cm bred.

Om aftenen gav Teddy øl og der blev sunget fødselsdagssang.

 

 

Torsdag: Udflugt på MC til Atomkraftværket ”Alessandro Volta”. Navnet er til minde om manden, der opfandt det galvaniske element som populært kaldes ”et batteri”. I virkeligheden har man først et batteri når flere galvaniske elementer er koblet sammen for at opnå højere ydelse. Enheden for elektrisk spænding, volt, er opkaldt efter ham. Værket på 3700 MW (5 gange så stort som de største danske kraftværker) nåede aldrig atomstatus. Tjernobylkatastrofen indtraf netop som værket var færdigt. Det betød en folkeafstemning, om værket skulle startes op. Det blev nedstemt. Nu fyres med naturgas i traditionelle kedler. Jeg forlod selskabet efter det ret interessante foredrag og deltog ikke i rundvisningen. Vi skulle ikke se atomdelen. Jeg tog til Tarquinia for at tage etruskerefterladenskaberne rigtigt i øjesyn.

 

Her efter var der bustur til oprindeligt etruskiske bade med svovlholdigt vand fra varme kilder. Folks sølvsmykker blev sorte. Jeg tog ikke med.

 

Der var en ny fødselsdag. Joan blev 36 år. Det blev fejret med vin, chips og fødselsdagssang.

 

Om aftenen var der grillaften hvor mad og drikkelse var forudbetalt af deltagerne. Det var det traditionelle BSAske barbecue arrangement. Myggene åd med til en rigelighed.

 

Fredag: Arrangeret bustur til en 2500 år gammel etruskisk gravplads, en såkaldt nekropol. Professionel guide var hyret. Utroligt hvad man havde været i stand til den gang. Etruskerne skrev ikke meget og deres sprog kan ikke tydes. Man ved meget lidt om dem.

 

Om aftenen var der  traditionel BSAsk ”dinner and dance” og det på en vingård. Jeg deltog ikke; men folk mente, at det havde været udmærket.

 

Konklusion: Udmærket træf hjulpet godt på vej af det fine vejr og de dejlige italienske aftener samt af deltagerne, der jo i virkeligheden laver festen. Italienerne blev skældt ud for dårlig planlægning; men som formand Lars siger. De var to til at planlægge træffet. I Danmark var vi 50.

Ellers var samtalerne meget lidt præget af teknik- og MC-snak. Kun formand Lars lavede hele tiden noget ved sin bedre halvdels (Dorthes) Spitfire. Intelligente mennesker keder sig nemlig aldrig.

 

Lørdag: Pakke og rundt at hilse af. Med min lille opgørelse efter pakningen kom jeg frem til, at jeg havde haft 5 gange så meget skiftetøj med som nødvendigt.

 

 

Hjemad:

Teddy og jeg enedes om at følges. Viggo ville tage en anden vej. Han har i øvrigt købt sig en ny Triumph 1200 med hele svineriet og havde med konen planlagt en uge på Bornholm.

Hjemturen var planlagt til at tage tre dage med første stop i Pisa og besøg ved Det Skæve Tårn. Overnatning på vandrerhjem i Menaggio ved Lago di Como. Alt var imidlertid optaget. Efter lidt snak med fatter samtidig med at se fortvivlede ud fik vi følgende sovepladser: Ester i et normalt soveværelse sammen med andre piger. Teddy i sovepose ude på gesimsen tæt på hvor Ester var og jeg på gangen oven på.

Aftensmad serveredes, og der var tre retter som i bedstemors tid blot rigtige italienske retter og rigelig rødvin med i prisen.

Vi havde besluttet os for turen gennem Svejts ad de små veje helt til Basel. Efter et solidt morgemmåltid og i silende regn gik det direkte på en serpentinervej op bag byen mod den svejtsiske grænse til videre til Lugano. Det var lidt problematisk at finde vejen mod Sankt Gotthard; men det gik. I de lidt højere luftlag var det tørvejr. Selv om det er Svejts, er alt som på italiensk helt til over passet. Middagsmaden på toppen var dyr. 25 euro for spaghetti, en pølse og en øl. Skægt nok- den sidste by opad er Airolo med mørke brunøjede mennesker. lidt senere efter passet kommer byen Göschenen med lyse tysktalende mennesker, der over hovedet ikke kender til folkene på den anden side. I gamle dage stoppede jernbanen nordpå i  Airolo og sydpå i Göschenen. Forbindelsen over passet foregik pr. diligence. Vi så denne i aktion. Ved festlige lejligheder kan den lejes. Det gjorde nogle munke og nonner, der ankom netop sammen med os. Mon H.C. Andersen har været med denne diligence på sine ture? Midt på pladsen stod i øvrigt et mindesmærke for indvielsen af den første jernbanetunnel gennem bjerget. Den var færdig i 1928. Ellers: Kardantrækket havde holdt.

Nedturen er på en måde smukkere end opturen. Det kan skyldes, at det er nemmere at køre ned og man er blevet lidt dus med denne bjergkørsel. Vi holdt en hel del pauser for at nyde naturen. Turen omkring Vierwaldtstädtersøen og Luzern var en oplevelse. Teddy og Ester var trætte. Vi holdt og de tog sig en lur i græsset. Jeg frekventerede den nærliggende restaurant hvor jeg fik kaffe og cola. Kl. ca. 19 havde vi nået grænsen til Tyskland og Lörrach.

 

 

Her fandtes ”Zimmer Frei” til 45 euro for et dobbeltværelse til Teddy og Ester samt 25 euro for et enkeltværelse til mig.

Efter at vi havde fået os etableret, tog vi på ”beverding” hvor vi købte aftensmad.

 

Mandag morgen gik det hjemad i regn. Vejrmeldingen i fjernsynet havde lovet Heavy Rain op ad dagen i Tyskland. Jeg havde forestillet mig besøg på Schlumpfs Bugatti-museum i Mulhouse samt en ekstra overnatning i området omkring Mosel ved grænsen til Luxemborg. Teddy og Ester ville hellere hjem. De dårlige vejrudsigter fik mig til at slå følge med dem. Eneste lidt specielle oplevelse var en stor væltet lastvognsanhænger fyldt med rødvin (i hvert fald tidligere fyldt). Der var knuste flasker og vin spredt ud.

 

Ellers var der ingen problemer i hjemkørselen ud over, at Teddy er ved at køre tør hele tiden. Hans cykel er forsynet med den såkaldte lille 17 liters tank. Jeg har godt 19 liter og der med benzin til omkring 50 km mere. Kl. ca. 20 holdt vi ved grænsekiosken i Kruså for proviantering lige som hundrede andre.

 

Bylden i rø---. Den var væk. MC-ture er helbredende.

 

 

 

Økonomi detaljer : Totalt forbrug kr. 4582 (+ det samme beløb til Lene's grå kasse. Red.)

 

Kørte km: 4217 og benzinforbrug på 191 liter = 22 km/l. Pris 200,55 euro Motorvej Østrig: 4,30 euro. Passere Brennerpas: 7 euro. Motorvej i Italien: 42,1 euro. I alt for kørsel: 253,95 euro = 1904 kr.

Træfgebyr samt arrangerede ting: 120 euro. Andel af bungalow: 75 euro. Andel af fællesspisning: 30 euro. Tog til og bus i Rom: 7 euro. Overnatninger på hjemvejen: 30 euro Alt det løse: 95 euro. I alt 357 euro = 2678 kr