Til sommer skal vi til Belgien igen, så jeg har været i arkivet for at finde hvad der er noteret fra turen i 1994.
Turen til Belgien det år kørte jeg sammen med 3 Nordmænd Gunnar Skarre, Truls Andreasen og Morten Andreasen. Vi startede fra Ry sammen fredag den 11 august kl. ca. 10 billedet nedenfor er taget uden for mine forældres hus i Mossøvænget i Ry

Vi havde besluttet at følge kystlinien så tæt som muligt, så kursen gik mod Tønder, derfra ned gennem Nordtyskland, til en lille by Brunsbyttel ved Elben, som vi nåede frem til efter en dag i regnvejr. Vi nåede færgelejet næsten samlet, vi havde tabt Gunnar i det kraftige regnvejr, han havde fået motorstop på sin A65. Inden vi kørte hjemmefra havde vi skiftet koblingskabler, måske derfor sprang de samtidig da vi kørte ned til færgen, i hvert fald for dårlig kabelkvalitet, da vi kom hjem sendte Morten kabler fra hans arbejdsplads i Nordsøen de har holdt siden. Vi fortsatte vor færd ad kystruten lørdag d 12 aug og nåede hen under aften næsten til Ostende, det havde regnet hele dagen og de hoteller vi opsøgte var optaget, måske fordi vi var meget våde. Ved 21 tiden om aftnen så vi et skilt i vejkanten med Bed an brakfast, derind i en fart, men ak, bondemanden rystede på hovedet, alt optaget. Da gik vi helt i stå selv de hårdføre nordmænd blev tavse, vi stod lidt på gårdspladsen og kunne ikke rigtig bestemme os for hvad nu, det gav bonus for ud kom gårdens kone og inden vi så os om var vi indlogeret i laden med udsigt til en god nats søvn i tørvejr på høloftet. Der var lige det med aftensmad, nabo kroen havde lukket, men det blev også klaret vi lånte gårdmandens bil og spiste en fin fødselsdagsmiddag ( det var mig der fyldte år) i Ostende.
Billedet er taget dagen efter om morgenen set fra høloftet.

Billede af den Hollandske går, bemærk den høje bygning, en typisk marskgård med alt under et tag.

Sidste etape til Ronse gik via Zøjder- dæmningen, gennem Amsterdam til træfpladsen uden for Ronse, en dag med kraftig blæst og sol.
En ting man skal være opmærksom på når man kører i Holland og Belgien er at byerne ikke altid har de navne der står på kortet, så et godt råd køb kort i landet, de er nye og passer. Nu er der jo naturligvis det at GPS er kommet til, det løser måske det problem.
Turen derned var absolut anbefaleseværdig men på små 1500 km ad mange små veje, vi var med 5 færger, alt i alt noget der tager tid.
Selve træffet vil jeg ikke berette så meget om, vi var på en del fine ture i busser og med kanalbåde gennem vandelevatorer en belgisk specialitet. Turen hjem gik ad Tyske motorveje på den halve tid, og det er jo hvad der er at berette om den form for transport. Hurtigt og uinteressant.
Jeg håber det har vakt din interesse til selv at køre til Belgien.
Ture skal ikke læses de skal køres.
Bendt Nielsen, RY jan. 2007