Turen til Isle of Man 2008

 

Poul Rinkenæs plejer at være flink til at skrive et godt referat til BSANyt fra årets Internationale BSA Rally, men det er nok for meget at forvente at han skriver det fra i år, når han ikke selv deltog. Derfor kommer dette indlæg også i bladet.

Isle of Man har stor historisk betydning for motorcyklister, nogle årgange måske mere end andre.

Studerer man deltager listen kan man se at der er forskel på hvor meget ”pilgrims” tur der er forbundet med IoM. Amerikanerne stillede med 43 deltagere, når der er mange plejer de at være 3!!!

Danskerne tog det med ophøjet ro, der var 15 personer der gjorde turen til den ”hellige ø, og det er ca. det samme antal som de øvrige år.

I 2007 kunne de fejre 100 års jubilæum for deres årlige TT løb og det trak ekstra mange til øen sidste år.

For mit eget vedkommende var jeg selv lidt i tvivl om jeg skulle med. Som udgangs punkt lød det mere besværligt med 2 gange færge hver vej og utvivlsomt noget dyrere, udover at der nok ville gå næsten 2 uger med det.

Men Englænderne havde gjort meget for at selve rallyet skulle være billigt, med alt inkluderet, og havde også opnået en vis rabat på udvalgte afgange mellem Isle of Man og England. Og hvornår for man igen anledning eller lejlighed til at tage af sted igen? Og endelig så var rallyet placeret i ugen hvor der var træning til det legendariske Manx Grand Prix, hvor der køres race på klassiske motorcykler. Det er en af mine store interesser, så i løbet af efteråret 2007 besluttede jeg mig for at tage med. Den sidste hurdle med tiden, viste sig også at være overdrevet. Vi kunne tage af sted torsdag eftermiddag og komme hjem næste søndag. Ikke meget længere end et rally på kontinentet.

Mine forberedelser til turen var et skole eksempel på hvordan man ikke skal gøre. Shooting Star’en gik fint og det har den gjort længe, så hvorfor pille ved det? Arh jeg syntes at der var for meget olie i venstre lydpotte, men det var nu ikke fordi den brugte nævneværdig med olie.

For nu ikke at få problemer på turen besluttede jeg mig for at gøre noget ved det inden.

Men i stedet for at rykke det hele fra hinanden, for derefter at lede efter de stumper der skulle bruges, ville jeg sørge for at gardere mig inden.

Der blev indkøbt 4 ventiler, ventilstyr, stempelringe i rigtig størrelse (080”), og som en ekstra gardering, et sæt 040” stempler til en cylinder der står på hylden til et fremtidigt projekt.

Med alle delene i hus, sammen med en nyboret cylinder kunne arbejdet begynde. Da de adskilte dele lå på bordet var der ikke rigtig noget der pegede på hvor ”problemet” lå, så jeg besluttede mig for at renovere et andet topstykke med de nye dele, en let honing og de nye ringe, færdigt arbejde.

Men nu var vi ved at være så tæt på afgang at jeg kun nåede at køre nogle små ture. Det skulle naturligvis vise sig at være en fejl, man skal altid sørge for at køre mange kilometer på inden afgang på en større tur. Men den gik faktisk bedre end før, med mærkbart bedre kompression.

Jeg havde i foråret aftalt at følges med Jens N (A10 Super Rocket) fra Hedensted og Knud (A50 Royal Star) fra Lindeballe, og siden havde Orla (A65 Lightning)fra Silkeborg hægtet sig på. For ikke at bruge hele torsdagen på at mødes, havde vi aftalt at mødes ved færgen i Esbjerg sammen med de øvrige. Det betød at jeg skulle køre alene fra Vejle til Esbjerg, og for ikke at stå og glane hele efter middagen på havnen, trak jeg den lidt med at komme af sted. Det gik fint ud over stepperne, men efter at jeg var kørt på motorvejen ca. halvvejs ude på turen, begyndte den at trække dårligt og en mærkelig lyd gjorde sig bemærket. Der var strid modvind, så jeg prøvede at sætte farten ned, men det var ikke rigtig godt.

Ved næste afkørsel drejede jeg af for at undersøge hvad der mon var galt. Efter kort tid fandt jeg ud af at der kom kompression ud ved den forreste venstre topbolt. Pis…..det kunne jeg jo ikke lige fikse på en rasteplads. Hvad gør en klog? Ringer til de andre og siger at de må have en god tur, og vinker farvel til det man har betalt på forhånd? Sådan som den havde kørt de sidste kilometer var der ikke stor chance for at nå tværs over England til næste færge, på den tid der var til rådighed. Tænke – tænke, kunne jeg komme til Esbjerg, og det regnede jeg godt med at jeg kunne, så var jeg jo i England og så kunne jeg jo køre så langt som det nu gik. Derefter kunne jeg slå lejr i en rundkørsel og skifte toppakningen og holde ferie, inden jeg tog turen hjem med retur færgen. Det lød som en bedre løsning, end at vende om og køre hjem.

På nakken af dyret igen og af sted. Bare de 10 minutters afkøling, havde gjort underværker, og med lidt mindre fart gik det faktisk udmærket resten af vejen til færgen.

Det var med fornyet optimisme jeg mødte de 12 andre ved færgen, der var mulighed for at komme hele vejen frem med lidt tilbageholdenhed.

Vi skulle have været 3 mere, men på grund af sygdom var der mandefald, og endelig var Lars og Dorthe taget af sted en uge tidligere.

En af årsagerne til at turen kunne gøres for en rimelig pris var også at vi havde booket 6 mands kahytter. Det er væsentlig billigere en 2 mands, og en seks mands kahyt er stadig mere komfortabel en den uges telt overnatning der ventede.

Der var åbenbart udbrudt en epidemi blandt Shooting Star’s, idet Bendt’s  havde problemer med tændingen. Det havde han sat sig for at skulle ordne medens vi sejlede, der var jo tid nok. Problemet er bare at vogndækket er aflåst under overfarten, men det blev arrangeret at han kunne få adgang når vi havde spist. Efter fællesspisningen trak baren alligevel mere end det kolde vogndæk, så skrue sessionen blev udskudt til næste morgen.

Næste dag skulle vi nå Derby hvor Niels havde booket et hotel til os. Det skulle ikke være noget problem, det er ca. 400 km. Jeg aftalte med Jens N, Knud og Orla at vi tog den med ro for at skåne min BSA. Det var på forhånd blevet aftalt at vi ikke kørte sammen alle 13, men i mindre grupper.

Bendt havde inden turen foreslået en rute i grove træk, og den havde vi besluttet os for at følge. Den var stort set uden motorveje, og det passede os fint.

Da vi havde kørt nogen timer kunne vi godt se at vi var nødt til at lægge en anden taktik til hjemturen. Hvis vi skulle nå tværs over England på en dag, som planen var, var vi nødt til at køre på motorvej, ellers ville vi aldrig nå det i tide.

Circa samtidig med fredag eftermiddags myldretidstrafik var på det højeste befandt vi os på A14, en af de mest befærdede 4 sporede hovedveje i England. Det kørte slet ikke, men for ikke at overophede BSA’en kørte jeg slalom op mellem rækkerne i første og andet gear.

De fleste bilister derovre er helt med på det, og de fleste motorcyklister gør det. Men det bevirkede at vores lille gruppe blev splittet. Da jeg havde kørt længe forrest, uden kontakt med de øvrige og det snart var tid til at dreje fra, holdt jeg ind på en rast. Jeg spejdede tilbage og der var en motorcyklist der holdt ind, og fortalte at en af mine kammerater holdt i midterrabatten og trådte som en vild på kickstarteren. Lidt senere ringede Jens og fortalte at Knud havde problemer med strømmen, men at de regnede med at være undervejs om kort tid.

Efter godt en halv times tid var de der, og vi fortsatte straks i lidt mindre intens trafik. Lige inden suste Ivan, Jens P og Erik forbi, så vi havde ikke længere førertrøjen på. Efter et stykke tid indhentede vi dem, men jeg drejede forkert (man ved vel bedre end de andres GPS?) og vi holdt en lille pause. Knud’s A50 var svær at liv i igen pga. den manglende strøm, men vi kom da af sted. Tilbage på sporet igen, men allerede på nedkørselsrampen til A14, manglede Knud. Efter lidt venten listede vi tilbage mod kørselsretningen, hvor vi fandt ham i rundkørslen med en død BSA. Der var allerede en englænder der var stoppet og spurgt om han kunne hjælpe, om vi manglede et batteri eller hvad? Det viste vi jo ikke lige på stående fod, det kunne jo være så meget andet. Han var meget opsat på at hjælpe, så vi aftalte at han lige kørte fruen hjem, medens vi fandt ud af hvad der var galt. Der var ikke noget åbenlyst galt med forbindelser og sikringer, så det var sikkert batteriet der var faldet sammen. Da vores nye ven kom tilbage, havde han gjort sig den ulejlighed at ringe til mc forretningen og adviseret dem om at vi kom efter et batteri. Klokken var 17 og de lukkede jo snart. Knud og jeg hoppede i bilen, og vi kørte ind til Leicester hvor vi fandt et passende batteri. De var også meget hjælpsomme, med råd og vejledning om behandling af tør-opladede batterier. På vejen tilbage tilbød vores ven at vi kunne lade batteriet op hjemme hos ham, eller han kunne hente en benzin generator hos en kammerat og lade batteriet op på stedet. Vi takkede nej til alle de gode forslag, da vi mente at vi nok kunne få gang i en motorcykel med kickstarter på et halvfladt batteri, til nød kunne vi skubbe den i gang. Vel tilbage i rundkørslen blev der hældt syre på det ny indkøbte batteri. Efter monteringen startede BSA’en uden problemer. Da vi hilste af med vores nye ven, ville han ikke tage imod betaling for brændstof eller noget, men insisterede på at følge med til næste afkørsel for at se om vi kom ordentlig af sted. Det kan man kalde hjælpsomhed, han var naturligvis selv motorcyklist. Alt i alt tog det vel ikke mere en 3 kvarter inden vi rullede igen.

 

Ind til nu havde vi kunnet køre ruten efter vejskiltene, men ved den næste større by var der ikke meget hjælp at hente. Vi holdt lidt rådslagning over et par leverpostejmadder fra feltrationen, og besluttede os for starte GPS’en op, og tage den direkte vej til hotellet, om så det gik via motorvej.

Selv med GPS var det ikke nemt at finde hotellet, med alle de ensrettede gader og gågader, men vi fandt det da, og første hold bestående af Jens P, Ivan og Erik var lige ankommet.

Hotellet lå lige midt i byen, så det var ikke så tillokkende at parkere en motorcykel med oppakning på fortorvet, Intet problem, der var et parkeringshus rundt om hjørnet.

Niels havde som sagt booket hotellet hjemme fra, men det var ikke betalt på forhånd. Dagens næste glædelige overraskelse: 1 enkeltværelse med bad og morgenmad £35, det var billigt og for at det ikke skulle være løgn så fik vi en billet til gratis aftensmad….3 retter. Det er noget vi jyder kan forstå.

Resten af gruppen kom dryssende i løbet af aftenen og de fleste nåede at få aftensmad. Den sidste gruppe kom dog så sent at de måtte nøjes med øl og snacks i baren. Snakken gik livligt med dagens oplevelser og fortrædeligheder. Vi aftalte at køre samlet fra byen næste morgen, efter en førerhund med GPS, for at undgå at cirkle rundt i centrum hele lørdag formiddag. Det gik også fint, og vi stoppede ved den første tank vi mødte, for alle trængte til en opfyldning.

Derefter gik det så stort set i samlet flok mod nord i retning mod Heysham, hvorfra færgen skulle gå først på eftermiddagen. Den første spredning i flokken kom da førergruppen med GPS valgte at dreje af mod syd ad E6, hvor nogle af vi andre, valgte at vente nogle hundrede meter og tage nord afkørslen. Senere drejede et par stykker fra for at tanke og så var vi tilbage i vores oprindelige firemandsgruppe. Efter en kaffepause nåede vi færgeterminalen, hvor adskillige andre rally’ister ventede på færgen sammen med andre motorcyklister og naturligvis, bilister. Her hilste vi så på de første gamle bekendte fra tidligere ture. Også her var vi heldige, alle i gruppen kom frem i tide, og min BSA havde ikke voldt problemer. Jeg kunne godt høre kompressionen, men det var ikke alarmerende.
Vi ville køre fra borde i Douglas omkring kl.18, og vi havde via en SMS fra Lars og Dorthe fået at vide at vejene ville blive spærret af kort før kl. 18 pga. træningen til Grand Prix’et. Nu er det jo ikke hele øen der bliver spærret af, men kun de veje hvor løbet køres. Men banen går lige forbi den campingplads vi skulle bo på, så vi skulle tage en alternativ vej. Kort blev indkøbt på båden og der blev planlagt.

Hele turen så langt, var foregået i glimrende motorcykelvejr, men da vi landede småregnede det. Der var en nordmand der mente at kende en god bagvej til campingpladsen, så ham fulgte vi efter.

Det var vist nogen år siden han havde været der sidst, så det gik ikke helt nemt. Til sidst blev vi ledt der hen af en lokal bilist. Mærkelig nok foregik den sidste del af turen på banen….mærkeligt, næh egentlig ikke, træningen var blevet aflyst pga. af vejret.

På pladsen blev vi mødt af Lars og Dorthe, som forklarede hvor vi med fordel kunne slå teltene op. Småregnen tog til, så det var med at komme i gang. Det har sikkert set festligt ud med en flok der i tiltagende regn og blæst med varierende rutine gik i gang med at rejse telt iført fuld motorcykel dress, nogle endda med hjelm på. Der gik også et telt til, i kampens hede, en stang igennem den skrøbelige teltdug. Det løste sig alt sammen, for de fleste havde telte der kunne rumme mere end 1 person. I denne situation kunne man godt misunde dem der havde kørt ”luksus modellen”, med et forudbestilt telt på pladsen. Det er bare at flytte ind med alt sit grej. Det gik også fint i de fleste tilfælde, men naturligvis var der gået en smule ged i bookningen, så den første nat manglede der et telt til nogle af gutterne. Det blev klaret ved at bo i et af køkkenteltene, som ikke var stort mere end et oversejl, efter sigende en kold oplevelse.

Efter veloverstået teltslagning var der ikke så meget andet at tage sig til end at gå op i det store telt på pladsen. Så kunne man jo også danne sig et indtryk af hvilke ølmærker m.m. der blev forhandlet på stedet. Det var ganske udmærket. Teltet fik vi senere at vide, var det største der nogensinde havde været rejst på øen. Der var plads til alle deltagere siddende ved borde, og blev i løbet af ugen anvendt til både Barbeque og Dinner & Dance.

Næste morgen regnede det stadig, og man kunne begynde at ane noget der lignede festivalpladsen i Roskilde. Der var en forholdsvis smal passage hvor alt trafik skulle passere for at komme til toilet, bad, det store telt og madvogn. Samtidig landede alt tagvandet fra det store telt samme sted, så det blev hurtig et være ælte. Vejret fortsatte på denne måde nogle dage og det blev egentlig lidt træls at gå i sine støvler hele tiden. Det eneste tidspunkt man havde dem af, var i soveposen. Efterhånden lod de fleste også deres motorcykel stå ved indgangen for ikke at være ham der lavede det helt store stunt i mudderpølen foran flere hundrede tilskuere.

Det første jeg havde sørget for søndag, var at få fat i et pakningssæt så jeg kunne skifte toppakningen. Samtidig havde jeg købt et par kobberskiver, og da vejret og det høje græs jo ikke indbød til de større motor-mekaniske indgreb, nøjedes jeg i første omgang med at tag den berørte topbolt op, monterede en kobberskive under den eksisterende stålskive. Derefter blev det spændt så hårdt som jeg turde. Planen var så at tage nogle test ture på øen for at se om det var ok.

Dagene gik med de arrangementer der nu engang hører et rally til, dog med den forskel at alt var inkluderet i prisen, selv Dinner & Dance. Efterhånden rettede vejret sig, men pløret forsvandt aldrig. Et af arrangementerne var en fælles tur ud til det store ”vandhjul” i Laxey. Det specielle var at man ville forsøge at komme i Guinness rekordbogen, med det største antal BSA’er på en ubrudt række. Det betød at der kunne måtte være BSA’er med på turen, samt at der ikke måtte være huller i rækken. Det betød at vi skulle køre ret tæt, mere tæt end man nok kunne forsvare, set ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt. Det har sikkert set fantastisk ud, men jeg ved i skrivende stund ikke om rekordforsøget er blevet anerkendt.

Da jeg interesserer mig meget for klassisk race, opholdt jeg mig en del i pit området, hvor jeg talte med de kørere jeg kender i forvejen. Der er en fantastisk stemning sådan et sted, og rigtig hyggeligt når man liver budt på the i deres camper. En anden oplevelse var at gennemkøre banen, der jo som nævnt foregår på offentlig vej. Hvis man kører den rigtige vej rundt kan man følge sving/bremse markeringerne, så man holder sig på ruten. Den går gennem udkanten af byerne og gennem landsbyer, og mest spændende ”Over the Mountain”, dvs. over bjerget. Her er der fri hastighed, og er der en smule dreng tilbage i dig, er det svært ikke at give lidt gas. At en BSA ikke er den motorcykel med de ringeste køreegenskaber, fik jeg bevis for da et par japaner kørere gjorde holdt, da de var træt af at have mig hængende i bagskærmen. Spændende.

Campingpladsen lå jo som sagt ud til banen, så man skulle planlægge sin kørsel inden vejen blev spærret af de fleste aftner mellem 18 og 20-21. Træningen blev aflyst et par gange men den første aften der blev kørt, var vi mange der tog opstilling på diget mellem campingpladsen og vejen. Aht. sikkerheden bliver banen kørt igennem af en safety car, en eller flere marshall’s på motorcykel og endelig overvåget af helikoptere.  Første gang der kommer en marshall forbi på sin Yamaha R1’er, får man et chok. De kører helt vildt hurtigt, og så kører de ikke engang race. Endelig kommer der en flok nybegyndere med en marshall forrest. Det er både klassiske og nyere cykler mellem hinanden. Reglerne siger at man skal have gennemført et vist antal træningsrunder med fastsat minimumstid, for at få lov til at starte i selve løbet. Så der er ikke noget med at skulke fordi vejret ikke er så godt. Oversigten fra campingpladsen kunne nok være bedre, så næste gang der var træning begav Lars, Dorthe og jeg os hen til en nærliggende pub for at se det lidt fra en anden vinkel. Det var naturligvis udelukkende af praktiske hensyn det blev på pubben. Her kunne vi sidde og spise, mens vi så på træningen. Der var andre der havde fået den geniale ide’ så der var fyldt godt op i haven.

 

Turene rundt på øen, hvor jeg havde presset BSA’en op over bjerget, havde afgjort at jeg lod være med at skifte toppakningen, men sørgede for at supplere op med ekstra kobberskiver, teflontape og en tube flydende pakning til hjemturen.

Hjemmefra var færgerne for de flestes vedkommende, booket til Douglas – Liverpool lørdag morgen klokken 6, og Harwich – Esbjerg klokken 17 samme dag.

De erfaringer vi havde gjort på udturen, gjorde at vi kunne se at det kom til at knibe med at køre fra Liverpool til Harwich på den tid der var til rådighed. Der var almindelig stemning for at vi skulle prøve at få billetterne til overfarten fra IoM byttet, til en afgang Torsdag eftermiddag. Om det så var til Liverpool eller Heysham spillede ingen rolle.

Det var ikke så ligetil, men det lykkedes Niels i andet forsøg at få byttet overfarten til et døgn tidligere, men ellers magen til. Uden ekstra omkostninger. Selv om det betød at vi skulle op klokken lort alligevel, var alle alligevel indstillet på at tage hjem et døgn tidligere.

Dagen inden vi skulle hjem, flyttede vi rundt således at der boede flest muligt i de lejede telte, og næsten alle vores egne kunne så pakkes sammen i forvejen. Det gjorde det lidt nemmere at komme af sted i nattens mulm og mørke.

Det skulle vise sig at være en klog disposition, for det var ikke til at se en hånd for sig, og Bendt tabte/glemte da også sin pung på pladsen. Den blev senere lokaliseret ved hjælp af en sms til Lars og Dorthe, der blev hængene nogle dage længere.

Liverpool er en ret stor by, og havnen ligger ikke lige ud til motorvejen, så det var ikke det nemmeste i verden at finde den rigtige vej ud. Der går flere ringmotorveje rundt om byen, og det er ikke ligegyldigt hvilken vej man vælger. Vores lille firemandsgruppe måtte stoppe flere gange undervejs for at konsultere kortet for overhovedet at finde ud af hvor vi var.

Aftalen med de andre, var at vi ville overnatte på det samme hotel i Derby som på udvejen, det havde jo levet helt op til forventningerne, så der var ingen grund til at lede efter noget andet.

Til alt held kunne de huse os alle på de samme betingelser som sidst, så det kunne ikke være bedre.

Lørdag morgen tog vi tidligt af sted for at være i god tid til færgen, og selv om vi fire kørte sidst af sted, kom vi alligevel ud af Derby som de første. Vi mødte de andre på vejen ud, men de kørte den modsatte vej. Resten af turen gik som planlagt, jeg kan i hvert fald ikke huske noget andet end frokosten, og vi landede på havnen i god tid. Her mødte vi Jens P. som var taget fra øen allerede torsdag.

Under overfarten blev oplevelserne delt, og det er mit indtryk at alle havde haft en god og minde rig tur, trods diverse fortrædeligheder med koblinger, magneter, toppakninger, telte og et drilsk vejr.
Mætte af oplevelser hilste vi af på Esbjerg havn og kørte hver til sit. De fleste ved egen kraft, en enkelt på trailer. Jeg siger ikke hvem det var, men Bendt meddelte senere at fejlen med magneten var lokaliseret. Det var karburatoren der dryppede en lille smule, dråberne løb langs forstillerkablet til magneten, ned til knasten og platinerne. Her vaskede benzinen fedtstoffet væk og fiberknasten på platinerne blev slidt ned, så platinafstanden lige så stille forsvandt.

 

Turen i 2009 går til Holland, og lige når man kommer hjem kan man godt være i tvivl om man skal af sted igen. Men det er ligesom de gamle cirkus heste, når det nærmer sig juletid, så trækker savsmuldet alligevel.

Ses vi i Schonnenbrunnen til september?