Senest opdateret d. 17-03-2009.
Dansk BSA Klub.
Vi er godt 800 medlemmer i landet (over 5000 på verdensplan) alle med ejerskab af en BSA hvor både stel og motor er af
BSA-fabrikat. (Hvis man kan få brokket en Rocket 3 motor ned i et Bantam-stel er det ok med os - men måske lidt mere tvivlsomt overfor myndighederne).
Klubben blev startet i 1980 og deltagerne i denne stiftende generalforsamling nyder i dag det privilegium at være kontingent frie æresmedlemmer alene udstyret med rettigheder men ingen pligter.
Vi er en ren social klub som fortrinsvis beskæftiger os med hyggekomsammen og mindre ture i fædrelandet. Klubben har
denne hjemside (www.bsa.dk - taget for næsen af Business Software Alliance) som sammen med vores klubblad
BSANyt, fungerer som kommunikationsmiddel til medlemmerne og andre interesserede.
BSANyt udkommer fire gange årligt, hvor vi reklamerer for de arrangementer vi selv står for, og de arrangementer vi kender til i årets løb.
Der udkommer årligt en medlemsliste, hvori man kan se medlemmernes navne, adresser og hvilke cykler de har - dette mest for at man nemt kan finde lidelsesfælder i lokalområdet.
Vi har en række tekniske konsulenter, folk med større viden indenfor en konkret model, som har indvilget i at hjælpe medlemmer, der eventuelt er rendt ind i et problem de rent teknisk ikke kan hitte ud ad. Endelig har klubben arrangeret informationsweekender tidligere med el-anlæg
(Mr. Lucas forbedrede som bekendt mørket) og informationsweekender med mere almen servicering.
I kraft af, at klubben hører ind i den verdensomspændende BSA-kluborganisation, kan vi årligt deltage i et Internationalt BSA Rally af en uges varighed, et eller andet sted i verdenen. Stedet for disse arrangementer skifter mellem landene, dog med den regel at der minimum skal gå fire år mellem de oversøiske Rallies (USA, Australien eller New
Zealand). Der forventes mellem fire og femhundrede deltagere i alle aldre (typisk fra omkring to til tooghalvfjerds).
Her i landet har vi afholdt det internationale BSA Rally i 1983 på Langeland og 1992 i Hillerød. I 2001 afholdte vi en Summercamp i Jels da det Internationale BSA Rally var i Australien det år. Det
seneste arrangement i Danmark blev afholdt i 2005, hvor Rallyet blev holdt på
Mors hos Jesperhus.
Er man ikke til de større udlandsture, kan man tilmelde sig til det årlige Skagen - Gedser løb i bededagsferien. Løbet er blevet holdt fast siden 1992, hver gang med start i Skagen fredag morgen (overnatning i Skagenshallen i egen slumrepose, sammen med omkring tyve middelaldrene herrer (35 - 67 år) og typisk en enkelt yngre dame. Turen slingrer sig ned gennem landet, med overnatning på et vandrehjem eller lignende til lørdag, for derefter omkring 16-tiden, at ende i den relativt afsondrede udørken kaldet Gedser.
De sidste år har vi logeret os ind på Gedser Kro for dem der måtte ønske overnatning til søndag, hvorefter alle atter trillede hvert til sit.
Alt foregår på egen regning, vi har en sponsor, som sørger for de varme hveder til aftenen i Skagen (gav en is det første år, hvor der i øvrigt var tæt på frostgrader under turen) mere kan det ikke give til, og mere vil vi heller ikke have, så har vi nemlig heller ikke de store udgifter til arrangementet.
I bund og grund et tåbeligt koncept - som desværre passer godt til mange af deltagerne.
At være medlem af klubben koster pt. en formue af 200, - kroner om året, plus et engangsbeløb på 50,- i tilmeldingsgebyr.
Afhængig af hvornår på året man melder sig ind, betaler man enten for resten af
året eller hvis der en kort tid tilbage, resten af året + næste år.
Klubben er medlem af Motorhistorisk Samråd som er en paraplyorganisation for 54 motorhistorisk interesserede klubber (biler, motorcykler, lastbiler og knallerter) i Danmark, og er derigennem medlem af FIVA som er en verdensomspændende forening med samme interesser og i øvrigt en lobbyist i Bryssel.
Motorhistorisk Samråd varetager fortrinsvis klubbernes interesser overfor myndighederne og har blandt andet høringsret overfor trafikministeriet.
Som klub mener Dansk BSA Klub at vi må stå sammen for at sikre vores hobbys fortsatte eksistensmulighed, og at det er uhyre vigtigt, at vi hører om eventuelle nye direktivtåbeligheder så tidligt, at vi har indflydelse inden de bliver formuleret til lov i Danmark.
Hvis du kunne tænke dig at blive medlem af Dansk BSA Klub, skal der rettes henvendelse til vores
og opgive henholdsvis adresse og BSA-model (type/årgang, han vil så sørge for den videre tilmelding og vil tilsende dig materiale, klubblad og girokort.
Det er også muligt at melde sig ind direkte på
nettet, formularen finder du her.
Klubbens vedtægter kan du læse her.